EN UDSKÅRET KULTURARV

HOKUSAI OG KUNSTEN I AT LAVE JAPANSK TRÆSNIT

TFor at markere lanceringen af ​​vores samarbejde med The Met, som fejrer Katsushika Hokusai, bad vi kunstneren Hiroko Imada om at lave et træsnit for at fejre partnerskabet. Hiroko er en kunstner, der er født i Tokyo og som har specialiseret sig i at undervise i japansk træsnit. Vi tilbragte en dag med Hiroko i hendes atelier for at lære mere om, hvad der gør den japanske træsnitskunst unik og om at bevare og undervise i traditionelle metoder – og hendes vilje til at skabe en lang karriere, der ikke går på kompromis med autenticitet og utrættelig kreativitet.

Kan du ikke se videoen ovenfor? Så skal du muligvis ændre dine cookie indstillinger: ÆNDR PRÆFERENCER

Brug for undertekster? Klik på symbolerne nederst til højre for at vælge dit sprog. Flere sprog kan findes under 'Auto-Translate'

"JEG FORTÆLLER ALTID MIG SELV, AT MIN KARRIERE MULIGVIS STARTER NÅR JEG ER 60 - SÅ KAN JEG ARBEJDE TIL JEG ER 90 ELLER ENDDA 100."

 

DM'S: Fortæl os om dit arbejde. Hvad tiltrak dig ved træsnit?

Hiroko Imada Jeg studerede oprindeligt den japanske træsnitsmetode i Japan, da jeg gik på universitetet. Så kom jeg til Storbritannien for at tage en masteruddannelse i grafik på Slade School of Fine Art. Min underviser fortalte mig, at metoden ikke var særlig kendt her, og at jeg skulle begynde at undervise i den - så jeg følte, at jeg hellere måtte øve mig. Jeg begyndte at lave mine japanske træsnit sammen med andre metoder som litografi.

DM'S: Hvad inspirerer dit arbejde?

Hiroko Imada Det er et svært spørgsmål! Min inspiration kommer primært fra naturen og dens bevægelse – jeg har altid forsøgt at fange bevægelsen i et abstrakt format. Jeg forsøger først at tage øjeblikke ind i mig selv og derefter udtrykke dem på min egen måde i stedet for bare at være observerende.

"SOM KUNSTNER I DAG VÆLGER JEG SELV MIT EMNE – JEG HAR MERE KUNSTNERISK FRIHED."

DM'S: Kan du fortælle os om din proces?

Hiroko Imada Jeg designer først træblokken ud fra den research, jeg har indsamlet, og de fotografier, jeg har taget. Så udvælger jeg den naturlige bevægelse i billederne og laver en meget grov skitse. Når jeg underviser, fokuserer jeg på præcisionen i processen, men mit eget arbejde er meget spontant. Hvis det er for planlagt, mister mit flow for ​​linjerne, hvilket betyder, jeg mister den naturlige sans for bevægelse.

DM'S: Hvordan stødte du først på Hokusais arbejde?

Hiroko Imada Hokusai er bare så kendt i Japan - og i hele verden. Da jeg var barn, må jeg allerede være stødt på Hokusais kunstværker - men det er som om jeg ikke kan huske det, fordi det altid har været der, så jeg kan ikke identificere det første øjeblik. Jeg har kendt det siden jeg blev født. Og japansk træsnitstryk er meget naturligt for os. Vi lærte metoden på en enkel måde i folkeskolen – så alle kender det på et grundlæggende niveau.

"HOKUSAIS VÆRKER HAVDE ALT. DYNAMIK, ENKELHED OG VOVEMOD.”

DM'S: Hokusai arbejdede med et team, mens du arbejder alene. Hvordan påvirker dette din proces?

Hiroko Imada I Hokusais levetid blev japansk træsnit ikke rigtig betragtet som 'kunst' – det var mere som fotografering til en avis eller et magasin. Der var mange hænder involverede i at producere bare ét tryk. Som kunstner i dag vælger jeg selv mit emne. Jeg har mere kunstnerisk frihed - og ingen udgiver! Men jeg fremstiller alt selv. Det er ikke let at nå standarden fra Edo-perioden – de havde en specialist med ansvar for hvert punkt i processen, hvorimod vi dækker alt selv.

DM'S: Hvorfor tror du, at Hokusais arbejde overskred klassestrukturer og har masseappel?

Hiroko Imada Jeg tror, ​​det er fordi Hokusais værker havde alt. Dynamik, enkelhed og vovemod. Trykkene var små og tilgængelige, og hans motiver blev plukket fra almindelige menneskers dagligdag, så de appellerede til alle.

DM'S: Hokusai er citeret for at sige, at intet, han gjorde før han fyldte 70, var værd at besvære sig med - hvordan bliver du ved med at være målrettet?

Hiroko Imada Jeg siger altid til mig selv, at min karriere nok starter når jeg er 60, så jeg behøver ikke skynde mig. Jeg kan bare tage et skridt ad gangen og udvide mit arbejde. For at det skal gå, skal jeg naturligvis blive ved med at have et godt helbred - så det er min største bekymring. Så kan jeg arbejde til jeg er 90 eller endda 100!